EN NY HISTORIE OM TOBÉN

FØRSTE KAPITEL

De, som har læst om det, ved, hvordan Tobén for mange År siden gjorde sig til Herre over alle Dyrene på Jorden.

Dem, han kunne drage Nytte af, og som var skikkelige nok til at adlyde ham, tæmmede han og tog i sin Tjeneste. Dem, han ikke kunne bruge, lod han være, hvad de var, hvis de bare lod ham og hans i Fred. Gjorde de ikke det, så påførte han dem Krig og helmede ikke, før han havde fået Bugt med dem. Han fik det altid til sidst, for han var jo den klogeste og derfor den stærkeste.

Og de tamme Dyr vænnede sig efterhånden sådan til at være hos ham og mistede så ganske de Egenskaber, de havde haft til at slå sig igennem Verden med på egen Hånd, at de ikke mere kunne undvære deres Trældom. Når de engang imellem slog sig løs og prøvede på at leve som de andre frie, vilde Dyr, kunne de aldeles ikke klare sig, men omkom ynkelig.

Men de vilde Dyr, som Tobén ingen Brug havde for, gemte sig rundt omkring i deres Skjulesteder og skumlede og murrede og kunne ingenting udrette.

På den Tid, da denne Historie begyndte, havde Tobén rejst sig et smukt Sommertelt på en grøn Eng, ikke langt fra Stranden.

Der udenfor sad han en Aftenstund, mens Skumringen faldt på. Hele Familien var gået i Seng og sov sødt efter Dagens Anstrengelser. Alle Dyrene lå i Græsset og gumlede og tyggede Drøv. Hunden, hans trofaste Tjener, lå på Jorden foran ham, lettede på Ørene, hver Gang der lød en Støj, sov med det ene Øje og vågede med det andet.

Tobén selv sov ikke.

Han var gammel nu og trængte ikke mere til så megen Søvn. Ikke heller var han så træt nu som i fordums Dage, for nu havde han så mange Børn og Børnebørn, at de kunne gøre det meste Arbejde. Selv holdt han mest af at sidde i Ro, tænke over, hvad der var hændt ham i Livet, og spekulere over de Ting, der skulle komme.

Når han sad sådan, syntes han tit, han hørte Stemmer både det ene Sted fra og det andet. De kom fra Kilden, som rislede forbi, fra Træet, hvis Løv susede over hans Hoved, fra Aftenvinden, der svalede hans Pande.

»Tobén ... Jordens Herre ... den klogeste ... den stærkeste,« rislede Kilden.

»Tobén ... Løvens Betvinger ... de vilde Dyrs Skræk ... de tammes Beskytter,« susede Træet.

»Tobén ... hvem ingen kan modstå ... hvem alt tilhører,« sang Aftenvinden.

Tobén sad og lyttede. Den Slags kunne han godt lide at høre på. Jo mere, jo bedre.

Men alt som Aftenen nu led, blev Vinden stærkere og ruskede i Teltet. Den blide Susen i Løvet lød ikke så hyggeligt som før. Bølgerne i Bækken klukkede ikke kælent, men gjorde dygtig Spektakel og stænkede deres Skum helt op på hans Fødder.

»Hvad er der i Vejen?« sagde Tobén, som begyndte at fryse, og svøbte sig ind i sin Kappe.

»Hvad er der i Vejen?« sagde Løvet.

»Hvem kender det, der stikker under?« sagde Kilden.

»Der er flere Ting mellem Himmel og Jord, end Tobén ved af,« sagde Vinden.

Tobén lænede sig tilbage mod Teltet og så sig stolt om.

»Så får det komme,« sagde han. »Har jeg betvunget Løven og underlagt mig Hesten og den vilde Okse, så overvinder jeg sagtens nok, hvad der er tilbage.«

Ligesom han havde sagt det, kom der et forfærdeligt Vindstød.

Det væltede Tobén, så han rullede hen ad Jorden og faldt i Bækken. Det rev tre store Dyrehuder af Teltet og vækkede alle dem, der sov derinde. De fór op og skreg og vidste ikke, hvad det var. Hunden hylede i vilden Sky med Halen mellem Benene. Tobén kravlede drivvåd op af Bækken.

I det samme han ville rejse sig, kom der et Vindstød til ... og nok et ... og nok et.

Tobén krøb hen ad Jorden på alle fire. Hele Teltet blæste omkuld, og Mennesker derinde løb og faldt mellem hinanden og skreg og jamrede, så det var grueligt at høre på.

Men ingen hørte det, for enhver havde nok i at tænke på at redde sit eget Liv. Køerne og Gederne og Fårene brølede af Angst, løb imellem hinanden og trådte hinanden ned. Mange af dem faldt ned ad Skrænten og brækkede deres Ben. Hestene galoperede hen over Engen og løb, til de segnede af Træthed langt inde i Landet. Det store Træ over Tobéns Telt knækkede sammen, som om det var et Græsstrå.

Hele Natten varede Stormen.

Da Dagen brød frem, sad Tobén og græd over al den Ødelæggelse, han så rundt om sig. Han lod Familien om at drive Dyrene sammen og rejse Teltet igen. Selv sad han indhyllet i sin Kappe og grublede og stirrede.

»Du onde Vind,« sagde han så og løftede sin knyttede Hånd mod Vindhjørnet, hvorfra det blæste stærkt nok endnu. »I Nat ødelagde du min Ejendom og kunne nemt have slået mig selv og mine ihjel. Nu rejser vi Teltet og samler Dyrene; men du kan komme i Nat igen eller i Morgen Nat og atter slå det altsammen i Kvag.«

»Det kan jeg,« sagde Vinden.

»Du onde Vind.«

»Jeg er ikke ond,« sagde Vinden.

»Vil du have, jeg skal kalde dig god, sådan som du har handlet mod mig?« spurgte Tobén.

»Jeg er ikke god,« sagde Vinden.

»Nå, du er hverken ond eller god,« sagde Tobén.

»Akkurat,« svarede Vinden. »Der traf du det.«

»Jeg ved det ikke,« sagde Tobén. »Men kan du sige mig, hvad det nytter, at jeg har betvunget Løven og tæmmet Oksen og Hesten, Kamelen og Elefanten, når en Smule Vind kan ødelægge det hele for mig. Kan du sige mig, hvordan jeg skal få dig i min Tjeneste, og hvad jeg skal bruge dig til?«

»Ingenting kan jeg sige dig,« sagde Vinden. »Fang mig, tving mig, brug mig.«

Den løb hen over Marken og bar med sig et stort Stykke Skind, som havde hørt til det gamle Telt, pustede det ud, løftede det højt i Luften og bar det langt ud over Vandet. Tobén sad og så efter det, til det var blevet borte for ham.

Så kom hans ældste Søn.

»Vi kan ikke blive her længere,« sagde han. »Stormen har ødelagt både Korn og Græs, og vore Dyr har ingenting at æde. Milevidt, hvor jeg har redet, er det ligedan. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre.«

Tobén sad og så ud over Vandet, der hvor Vinden havde ført Skindet bort. Fjernt ude, lå der et stort Land, der var så grønt, så grønt.

»Derovre er godt Græs,« sagde han.

»Hvad nytter det os?« svarede Sønnen. »Der er dybt Vand og strid Strøm. Derover kommer vi aldrig.«

»Hvad Vej blæser Vinden?« spurgte Tobén.

»Den blæser mod Øen,« sagde hans Søn. »Er det din Mening, at den skal blæse os derover?«

»Akkurat,« sagde Tobén, kastede sin Kappe og rejste sig op. »Jeg har bestemt, at jeg vil tage Vinden i min Tjeneste.«

Sønnen stirrede på ham og forstod ikke et Muk af det hele. Men Tobén kaldte hele sin Familie sammen og befalede dem at slippe alt det Arbejde, de havde. Han satte dem til at hugge Planker, slæbe Plankerne ned til Vandet og binde dem godt sammen til en stor Tømmerflåde. Derefter bød han Mændene rejse en høj Mast af et ungt Egetræ, mens Kvinderne sad og syede Huder sammen til et mægtigt Sejl. Så hejsede de Sejlet op til Mastens Top og bandt Enderne fast forneden på Tømmerflåden. Vinden fyldte Sejlet, men Flåden var bunden til Bredden med stærke Reb, så den kunne ikke komme løs.

Tobén lod hele sin Familie og alle sine Dyr gå ud på Flåden. Da den sidste var kommen om Bord, gav han los. Vinden spændte det store Sejl og bar dem hastigt ud over Vandet. Henimod Aften landede de glade på det gode, grønne Land.

Det var en af Tobéns Sønner, som fra nu af ikke brød sig om andet end om Tømmerflåden. Han byggede den om og forbedrede den, hittede på nye Måder at sætte Sejlet på og opfandt et Ror, som kunne styre den. Han gjorde den spids fortil, så den lettere skar gennem Vandet. Han lagde Ballast i Bunden af den, så den ikke så nemt kunne vælte for et pludseligt Vindstød. Han lærte at tage Nytte af Vinden, selv om den ikke blæste akkurat den Vej, han skulle. Efterhånden vovede han sig til at sejle langt ud på Havet og fangede Fisk og kom velbeholden hjem igen.

Men Tobén sad igen udenfor sit Telt og tænkte.

»Så fik jeg dig dog i min Tjeneste,« sagde han til Vinden, der viftede hans Kind. »Men Enden er ikke endda. Bi du bare. Du skal komme til at trælle for mig som Oksen og Hesten.«

»Gerne for mig,« sagde Vinden. »Jeg er, som jeg er, og gør, hvad jeg må. Fang mig, tving mig, brug mig!«

Tobén sad og så på, hvordan de knuste Korn i Kværnen, så det kunne blive tjenligt til at bage Brød af. Engang for mange År siden havde han hulet en Sten ud og lært Kvinderne at knuse Kornet i den med en anden Sten. Siden var han faldet på at lade to Stene male mod hinanden. Han havde sat en Stang til og spændt en Okse for som gik rundt og rundt og drejede Kværnen. Den Gang var han frygtelig stolt af sin Opfindelse.

Nu gik Oksen også nok så tålmodig rundt. Men som det var, kom en af hans Sønner og spurgte, om de ikke kunne vente med Malningen, for de havde Brug for alle Dyrene ude i Marken. Kvinderne sagde, at det gik ikke an, for de manglede Mel til Bagningen. Tobén lod dem skændes og sad og så på Kværnen lige til Aften.

»Hvad tænker du på?« sagde Vinden, der kom og viftede over hans Pande, som den plejede.

»Top,« sagde Tobén og sprang op. »Nu har jeg det. Jeg spændte dig for Tømmerflåden, og du trak mig og alle mine over til det grønne Land. Hvorfor skulle jeg ikke også spænde dig for Kværnen?«

»Fang mig, om du kan,« sagde Vinden.

Næste Morgen gav Tobén sig straks i Lag med Arbejdet.

Han byggede et stort Stillads, der ragede højt i Vejret. Øverst lavede han fire brede Vinger, som var beklædte med Skind og sad på en Akse, så de nemt kunne snurre rundt. Det var Møllehatten. Nede i Bunden stod Kværnen, og den var ved Stænger og Tovværk sat sådan i Forbindelse med Vingerne, at når Vingerne snurrede, så drejede Kværnen sig.

Tobéns Børn stod undrende og så på det.

»Vi er ikke færdige endnu,« sagde Tobén.

Han lavede Hatten sådan, at den kunne drejes, så Vingerne altid kunne fange Vinden, hvad Vej den så kom fra.

»Nu maler vi,« sagde Tobén.

Og Vinden kom og drejede Vingerne, og Møllen malede, så det var en Fornøjelse. De hældte Kornet ned i Kværnen foroven, og Melet dryssede fint og hvidt ud i Sækken, de bandt forneden.

»Der fangede jeg dig igen, lille Vind,« sagde Tobén.

»I Morgen blæser jeg den anden Vej,« sagde Vinden.

»Jeg har såmænd tænkt på det,« sagde Tobén. »Jeg er ikke vred på dig for det.«

Da det blev Aften, drejede han, Hatten rundt. Næste Morgen kom Vinden den anden Vej fra og måtte male akkurat lige så flinkt som Dagen forud.

»I Morgen lægger jeg mig,« sagde Vinden.

»Det er ikke mere end rimeligt, at du hviler dig engang imellem,« sagde Tobén venligt. »Det må jo også Hesten og Oksen og de andre Trækdyr, jeg har i min Tjeneste. Du rejser dig sagtens nok igen, når du skal.«

»Hvem siger, jeg skal?« sagde Vinden.

»Jeg ved ikke,« sagde Toben. »Ikke endnu. Men jeg spekulerer på det, og jeg finder nok ud af det til sidst. Man hitter jo efterhånden ud af det ene og det andet, når man sidder sådan og kigger på Tingene. Så meget ved jeg da allerede, at det er Solen, der kommanderer dig.«

»Hvor ved du det fra?« spurgte Vinden.

»Jeg har lagt Mærke til det,« sagde Tobén. »Hver Gang det skifter fra Kulde til Varme og fra Varme til Kulde, kommer du fra en ny Kant.«

»Så klog du er,« sagde Vinden.

»Det hjælper,« sagde Tobén.

»Men der er lige godt et stort Stykke igen,« sagde Vinden. »For selv om du kan spænde mig for dit Skib og din Mølle, så kan jeg alligevel komme farende, som jeg gjorde den Gang, og vælte Møllen og knuse Skibet og splitte dine Dyr over hele Landet.«

»Det kan du,« sagde Tobén. »Og jeg kan jo oven i Købet ikke blive vred på dig for det, for du er jo hverken ond eller god, som du sagde.«

»Ja, ja, nu lægger jeg mig,« sagde Vinden. »Og jeg tror nok, jeg bliver liggende i mange, mange Dage. Så står din Mølle.«

»Den gør så,« sagde Tobén. »Men jeg har tænkt på det også. Kom her, så skal du se.«

Han gik ned til Bækken og viste Vinden en anden Mølle, han havde bygget. Den havde ingen Vinger, men et stort Hjul med brede Skovle, som gik ud i Vandet. Hjulet var sat i Forbindelse med en Kværn på samme Måde som Vingerne, og når Vandet løb, drejede Hjulet, og Kværnen malede.

»Det er min Vandmølle,« sagde Tobén stolt.

Så gik han ind i sit Telt og lagde sig til at sove, for det var sent, og alle de andre var gået til Ro.

Vinden lagde sig også, som den havde sagt, og så lå de allesammen.

ANDET KAPITEL

Tobén var en meget gammel Mand.

Hans Slægt formerede sig bestandig. Den levede spredt på en stor og herlig Slette, hvor Kornet bølgede rigt på Markerne, og Kvæget gik dybt i højt og saftigt Græs. Nogle af Mændene fór til Søs, andre dyrkede Jorden og røgtede Kvæget, andre fældede Tømmer i Skovene. Kvinderne passede Huset og vævede og spandt.

Alle Vegne, hvor Sletten løftede sig til en lille Høj, knejste der en Vindmølle. Hver Bæk, der randt, drejede en Vandmølles Hjul.

Tobén selv sad bestandig og iagttog alt, hvad der skete rundt om ham i Naturen, og grundede over det. Alle så de op til ham med Ærbødighed som Slægtens ældste og som den klogeste i Verden. Alle kom de til. ham om Råd og Hjælp og gik sjældent uhjulpne bort.

Midt på Sletten ragede et højt kegleformet Bjerg op. Fra Toppen kom der af og til en Røgstøtte. Det Bjerg så Tobén tit på. Engang red han op til Toppen og stod og så ned i det hul, hvorfra Røgen steg op, men der kom en sådan Varme dernede fra, at han ikke kunne holde ud at være der.

Så red han tilbage til sit Hus igen og sad og stirrede på Bjerget og tænkte på, hvad der mon kunne være i dets Dyb. Han kendte Bjerge, hvori der var Guld og Jern og andre Metaller, og havde lært sine Børn at udvinde dem og smelte dem og danne dem til Redskaber og Smykker. Men sådan et Bjerg, der røg fra Toppen, havde han aldrig set før.

Som nu han sad en Dag i sine dybe Tanker, hørte han Stemmer rundt om fra, som han plejede. Det susede i den skønne Palme, som løftede sin Krone højt over hans Hoved:

»Tobén er mægtig ... større end nogen anden i Verden ... han hersker over Jorden og alt, hvad der er på den.«

Det sang i Floden, der løb ud i Havet:

»Tobén hersker over Vandene de drejer hans Kværn og maler hans korn ... de bærer hans skibe, så langt han vil ... de fostrer fisk til hans bord.«

Den varme Vind blæste over hans Ansigt:

»Tobén er større end nogen anden ... han hersker over mig ... jeg må trælle i hans Tjeneste som Oksen og Hesten ... kommer jeg fra Øst, kommer jeg fra Vest, han fanger mig og bruger mig.«

Tobén strøg med Hånden over sit lange, hvide Skæg og nikkede stolt og glad.

Så lige med eet lød der en besynderlig tordnende Larm. Det var, som kom den fra Jordens Indre, og det var heller ikke til at vide, hvor den ellers skulle komme fra. For Luften var skyfri og ren, og Solen lyste strålende og varm lige i Middagsstunden.

»Hvad var det?« sagde Tobén.

»Hvem kan vide det?« sagde Palmetræet og skælvede helt nede i Roden. »Hvem kender de Kræfter, der råder i Naturen?«

»Hvem kan sige det?« sagde Floden og rejste sine Bølger i Angst som en Hest, der stejler. »Hvad ved vi allesammen, når det kommer til Stykket?«

»Hvem har så meget som en Anelse derom?« sagde Vinden og lagde sig pludselig som en Tiger, der ligger på Spring. »Jorden er fuld af vældige Kræfter, hvorom ingen af os ved Besked.«

Der lød et Drøn til. Tobén rejste sig. Han så mod Bjerget midt på Sletten og så, at Røgstøtten var bleven til en stor, sort Sky, der voksede og bredte sig hurtigere, end hans Øje kunne følge den.

Nu skyggede den for Solen ... nu skummede Bølgerne i Floden og mødtes med Havets Bølger, der styrede ind over Land ... nu rejste Vinden sig i et Nu som en rasende Storm.

Og inden Tobén fik set sig om, var det pludselig mørkt som den dybeste Nat.

Han så, ligesom Lyset sluktes, at der styrtede noget ned fra Himlen, men kunne ikke se, hvad det var. Han famlede sig frem til Stalden, hvor hans Hest stod bunden, sprang på den og jog af Sted, bort fra den Kant, hvor det onde var. Dyret var dødsensangst, som han selv, og løb for sit Liv.

Han kunne ikke se en Hånd for sig, men syntes, han hørte Jammer og Skrig gennem Stormen, overalt på Sletten, hvor han kom hen. Han kunne kende den ene Stemme og den anden, men jog bare videre og videre, indtil Hesten styrtede under ham.

Så løb han så stærkt, hans Ben kunne bære ham, snublede og faldt og kom op igen, bare løb og løb, mens Skrigene lød rundt om ham, når de ikke blev borte i Stormens Brølen og den tordnende Larm fra Bjerget.

Han blev ramt i Nakken af en Sten og mærkede, at Blodet løb på hans Hals. Hans Fod trådte i noget, der var som kogende Vand. Han trak den til sig med et Skrig og løb den anden Vej. Til sidst mistede han både Sind og Sans og vidste slet ikke selv, hvordan han var kommen bort fra det hele. Da han kom til sig selv igen, lå han på en Høj, helt i den anden Ende af Sletten. Rundt om ham lå en halv Snes Mennesker af hans Slægt, forvirrede og forkomne som han selv. De talte ikke, men stirrede forfærdede på hinanden og græd, mens deres Hænder skælvede.

Tobén skyggede med Hånden over Brynene og så ud over Sletten.

Det var bleven lyst igen, pludselig, som det var blevet mørkt. De sorte Skyer var drevet bort, og Solen gik ned i rødt og Guld som på den dejligste Sommerdag.

Hist og her på Højene nær ved sad der nogle af hans Slægt, der havde reddet sig som han selv. De havde også et Par af de tamme Dyr med sig, og Tobén mærkede pludselig, at hans tro Hund slikkede hans Hånd.

Men hele Landet, undtagen de Par Høje, var begravet i et Hav af kogende og boblende Dynd, der hurtigt stivnede til en hård Skorpe. Alle Husene og Møllerne var ødelagte og druknede i Dyndhavet. Alle Menneskene og Dyrene lå døde og begravede under det. Hele den rige, herlige Slette så ud som en Ørken, hvori der aldrig havde levet Liv, og midt ude i den stod Bjerget, højt og roligt med Røgsøjlen på sin Top.

Tobéns Slægtninge gik i Gang med at samle, hvad der var reddet.

Under Jammer og Klage drog de bort fra det ødelagte Land, hvor de havde haft deres Hjem, med de fattige Rester af deres Rigdom. Kvinderne bar på Armen det lille Barn, de havde frelst, og græd over dem, der var døde. Hyrderne talte de få Stykker Kvæg, der var blevet tilovers. Sømændene spejdede forgæves over Havet, om ikke et eneste af Skibene skulle være uskadt.

»Kom, Fader,« sagde de til Tobén. »Lad os gå bort fra dette forbandede Land. Der er vel et Sted i Verden, hvor vi kan finde Fred og begynde på ny at opbygge alt det, som disse forfærdelige Timer har lagt øde.«

Men Tobén rystede på Hovedet.

»Gå I,« sagde han. »Jeg kommer efter jer.«

De gik, og han ikke så meget som så efter dem, sad blot og stirrede på det sælsomme Bjerg, hvorfra Ulykken var kommen. Han sad der langt ud på Natten, som var lys og mild, og havde ikke andre hos sig end Hunden, der ikke ville forlade ham. Røgen fra Bjerget blev nu og da af Vinden båret forbi ham, men nu var den blot som en let, tynd Damp.

»Hvem voldte det? Hvem voldte det?« sagde Tobén og stirrede.

»Det gjorde jeg,« sagde Dampen.

»Du?« sagde Tobén. »Hvem er du? Du bølger forbi mig som en Tåge. Hvor har du haft Magt til at gøre det? Hvem er du? ... Hvor kommer du fra?«

»Jeg er Dampen,« sagde den. »Jeg kommer fra Bjerget derovre. Der var jeg spærret inde, til jeg blev vild og rasende og måtte skaffe mig Luft. Så brød jeg ud og lagde hele Landet øde. Nu er det forbi, og jeg har fået Fred og er sådan, som du ser mig.«

»Du onde, onde Damp,« sagde Tobén.

»Jeg er ikke ond,« sagde Dampen.

»Vil du have, jeg skal kalde dig god?« spurgte Tobén. »Du har ødelagt mit rige Land og dræbt næsten alle mine Børn og Børnebørn og det meste af mit Kvæg. Alt, hvad snildt og godt jeg har udtænkt for at gøre Livet nemt og lykkeligt for mig og mine, har du forstyrret i få Timer, uden at jeg nogen Sinde har fornærmet dig. Er du god?«

»Jeg er ikke god,« sagde Dampen.

»Nå, du er hverken ond eller god,« sagde Tobén. »Jeg synes, jeg har hørt den Snak før engang i Verden. Bi lidt, det var Vinden, som sagde det engang, da den også havde voldet mig Ulykke.«

»Netop,« sagde Dampen. »Jeg er hverken ond eller god. Det er akkurat, som Vinden sagde. Så du ikke den Gang, at Vinden havde Ret?«

»Jo,« sagde Tobén stille.

»Tog du ikke Vinden i din Tjeneste?« spurgte Dampen. »Du fangede den og spændte den for din Båd og for din Mølle. Du udspejdede den og lærte dens Veje at kende, så du kunne bruge den, som den kom. Er det ikke rigtigt, som jeg siger?«

»Jo,« sagde Tobén. »Jeg blev Vindens Herre. Men jeg forstår ikke, hvordan jeg skal tvinge dig, som er vældigere end Vinden, og hvordan skal jeg bruge din frygtelige Kraft i min Tjeneste.«

»Fang mig, brug mig,« sagde Dampen. »Jeg tjener den stærkeste.«

Tobén sad og stirrede og tænkte. Han så på det ødelagte Land, på Solen, der skinnede så mildt, som om der ingenting var sket, på Dampen, der bølgede stille over Ørknen. Der var ikke et Hus, ikke et Træ, ikke en Fugl, der sang.

En Gang vendte han sig om og så efter sine Slægtninge. Han så dem langt borte i Horisonten, men endnu faldt det ham ikke ind at følge efter dem.

»Hvem er du?« sagde han så til Dampen. »Fortæl mig noget om dig.«

»Nu er jeg sådan,« sagde Dampen. »Du ser mig nu, og du så mig for lidt siden. Se ud over Havet, der ser du mig også.«

»Der ser jeg dig ikke,« sagde Tobén.

»Det kommer af, at du ikke ved det,« sagde Dampen. »Oprindelig er jeg Vand, skal jeg sige dig.«

»Fortæl,« sagde Tobén.

»Det er nemt fortalt,« sagde dampen. »Ser du, jeg er Havvandet, som trænger gennem Jorden ind til Bjerget derhenne. Ad tusind underjordiske Veje er jeg sivet derind. Men derinde i Bjerget er en uhyre Ild, som ulmer evig og aldrig slukkes. Når så Vandet kommer over Ilden, bliver det til Damp, Dampen samles dernede i de store Huler i Bjerget, så længe der er Plads til den. Til sidst kommer der så meget, at den ikke kan være der. Så sprænger den Bjerget. Klipper og Sten ... hele Bjergsøen deroppe, som er kogende af Ilden i Jorden ... Dynd og Slam, kogende Vand og skoldende Damp styrter ud over Landet, som du nylig så det. Alting sprænger jeg, når jeg pines over Evne. Der er ikke en Mur, der kan spærre mig inde, ikke en Dør, jeg ikke kan åbne ... forstår du?«

Tobén nikkede.

»Du har set Røgsøjlen, der hver Dag stiger op fra Bjerget?« sagde Dampen. »Der er altid et lille Hul, forstår du, en Ventil, hvoraf noget af mig kan slippe ud. Men til sidst forslår det ikke, Og så sprænger jeg det hele. Lær nu af, hvad der er hændt dig i Dag, at der, hvor du ser et rygende Bjerg, der skal du aldrig bygge dit Bo, for der kan du aldrig være sikker.«

»Det er mig ikke nok, at jeg er sikker,« sagde Tobén. »Jeg vil ikke fly dig. Jeg vil herske over dig. Du er den stærkeste Magt, jeg kender i Verden. Du skal være min Tjener, som Hesten og Oksen og Vinden.«

»Fang mig og brug mig, hvis du kan,« sagde Dampen.

»Vel,« sagde Tobén. »Jeg vil prøve på det. Men sig mig først, hvad der bliver af dig, når du bølger gennem Luften?«

»Så bliver jeg kold,« sagde Dampen. »Og når jeg bliver kold, bliver jeg til Vand ... til Regn, til Tåge ... hvad du vil.«

»Og så falder du i Havet,« sagde Tobén. »Og så trænger du ind i Bjerget, hvor Ilden er, og bliver til Damp igen, og sådan går det rundt i al Evighed.«

»Akkurat,« sagde Dampen.

Så bølgede den videre over Ørknen og blev borte ude på Havet. Tobén så efter den og stirrede så igen på Bjerget, der røg fredeligt, som det havde gjort før.

Han sad der hele Natten og grublede. Så rejste han sig, kaldte på Hunden og gik efter de andre.

Tobén og hans Familie havde fundet sig et nyt Land.

De byggede deres Huse igen og dyrkede Jorden og høstede Korn og avlede Kvæg. De huggede Tømmer i Skovene, og Søfolkene byggede nye Skibe. Der gik mange År, før Ulykken var forvunden, men til sidst var hele Stammen kommen sådan på Fode igen, at de allesammen havde glemt den, undtagen Tobén.

Han sad bestandig og grublede og tænkte på den. Det vil sige, det var ikke Ulykken selv, han tænkte på, den havde han glemt som de andre. De døde havde han glemt, for nu havde han så mange Efterkommere, at han ikke mere vidste hverken Tal eller Navn på dem. Det var Dampen, han tænkte på.

Når han så, hvordan Vinden snurrede Møllevingerne rundt eller bar Skibene over Havet, smilede han hånlig. Det var forskrækkeligt, så langsomt det gik, syntes han. Og så kunne der komme Storm, så de ikke kunne sejle og ikke male, der kunne komme Modvind så stærk, at de måtte gå af Vejen for den, der kunne komme Vindstille, så alting måtte standse.

»Du er kun en tarvelig Tjener, lille Vind,« sagde han. »Nej, Dampen, det var en Karl.«

Han huskede, hvordan den indespærrede Damp brød ud og i et Nu slukkede Solen og gjorde Dag til Nat ... hvordan den spredte store Sten og Dynd og Aske og alt, hvad der var i det ildsprudende Bjerg, milevidt ud over Landet. I få Timer var Sletten forvandlet til en Ørken. Det hele var gjort i en Fart og med en Kraft, så man slet ikke kunne tænke sig det, når ikke man havde set det. Sandelig, Dampen måtte være den stærkeste Magt i Verden.

Han tænkte på det, Dampen havde sagt ... hvordan den opstod, når Vandet kom over Ilden.

»Det er rigtigt,« sagde han.

Han sad og så på Gryden, der kogte. Så snart Vandet blev varmt nok, bølgede den hvide Damp over det.

Han tog et Stykke Glas og holdt det hen i Dampen. Dampen satte sig på Glasset som klare Dråber.

»Det er også rigtigt, at Dampen bliver til Vand igen,« sagde han.

Han så, hvordan de lagde Låg over Gryden for at holde på Varmen. De fyrede stærkt, og der kom mere Damp, så Låget begyndte at hoppe.

»Nu får han det for trangt derinde,« sagde han. »Akkurat som Dampen fortalte det om det ildsprudende Bjerg.«

De lagde en Sten på Låget for at holde det nede. Tobén fyrede mere og mere under, og der kom mere og mere Damp. Til sidst kastede den Låget med Stenen af og vældede ud i Stuen.

»Nu spruder Bjerget,« sagde Tobén og gned sig i Hænderne.

Han byggede sig et Hus med en stor Kedel og et mægtigt Ildsted. Der fyrede han bestandig og prøvede Dampens Kraft og spekulerede på, hvordan han skulle tage Nytte af den. Hos sig havde han kun et eneste Menneske, en af sine Sønnesønner, som var klogere end de andre, og med hvem han tit talte om de Tanker, der levede i ham.

Mangen Gang sad de to langt ud på Natten og arbejdede og talte, bestandig om det samme. Det gjaldt om at få Dampen til at virke den Vej, den skulle, og ingen anden, og så stærkt, den skulle, og ikke stærkere. Ingen vovede at forstyrre dem. Alle de andre af Stammen så med Ærefrygt til Tobéns Hus, for de vidste, hvor klog han var, og at han alene arbejdede for hele Slægtens bedste. Nogle af dem troede også, at det ville lykkes ham til sidst at gøre sig til Herre over Dampen, men mange mente, at det aldrig ville ske, og at det ville tage en Ende med Forskrækkelse, sådan som han tumlede med de lønligste og stærkeste Kræfter i Naturen.

Men enten de mente det ene eller det andet, gik de helst langt udenom Tobéns Hus, for de begreb, hvor stor en Fare han udsatte sig for. Alle de, der havde overlevet Ulykken med det ildsprudende Bjerg, var for længe siden døde, men Sagnet om den forfærdelige bag levede endnu i Stammen, og Tobéns Slægtninge kunne ikke lade være med at tænke på, hvad for gruelige Ting der kunne hænde, om Dampen pludselig igen en Dag blev ond.

Tobén brød sig hverken om, hvad de tænkte, eller hvad de sagde.

Engang imellem kom de ældste til ham og aflagde Beretning om, hvad godt og ondt der var hændt i Slægten, hvor mange Børn der var født, hvilke Tab der var lidt, og hvad der var vundet i Velstand. Han så flygtig op fra sit Arbejde, nikkede til dem og bød dem så gå og lade ham være i Fred.

Somme Tider var der en ung Mand, som kom løbende, strålende glad over en Opfindelse, han havde gjort, for at høste Ros af den gamle, vise Mand, hvem de alle ærede mer end nogen anden. Tobén så knap op fra sit Arbejde og hørte ham ikke til Ende. Han vidste, at de Tanker, han selv syslede med, var langt større og vigtigere, og længtes utålmodig mod den Dag, da de skulle blive til Virkelighed.

Han byggede nye Kedler af sælsomme Former og større, så de kunne rumme mere Damp, og stærkere, så Dampen ikke kunne sprænge dem. Han lod sine Folk grave Kul ud af Bjergene og fyrede med dem, fordi han havde opdaget, at de gav stærkere Varme og derfor hurtigere forvandlede Vandet til Damp. For hvert År, der gik, syntes han, han kom nærmere til Målet, men endnu havde han ikke nået det, og somme Tider var han nær ved at fortvivle.

En Dag sprængtes Kedlen. Selv blev han ramt i Panden af en Jernstump og fik et stort Sår, men hans Sønnesøn og Hjælper blev dræbt for hans Øjne.

De kom løbende allesammen med Jammer og Klage. Men Tobén tørrede Blodet af sit Ansigt og stod længe og stirrede på den sprængte Kedel. Så vendte han sig om og så på den døde.

»Den Stakkel,« sagde han. »Han ville så gerne have levet og set det store Værk bragt til Ende. Nu måtte han dø, og en smuk Død fik han, så sandt han døde for sine Brødres Lykke. Begrav ham, og sæt et Æreminde på hans Grav.«

De tog ham og ville bære ham bort, men Tobén standsede dem og sagde:

»Bi lidt ... jeg må have en i Stedet for ham, som døde ... er der nogen af jer, der vil hjælpe mig? Han ved, hvad Lod der venter ham ... Døden måske og Skuffelser i mange År, inden det lykkes os, og Hån fra Dumrianerne, som ikke forstår det.«

Der meldte sig straks syv. For om de også var bange, så lokkedes de af det hemmelighedsfulde og farlige, og der var ingen større Ære i Stammen end at stå Tobén nær.

Han valgte så en af dem, tog ham ind til sig i sit Hus og indviede ham i sine Hemmeligheder, mens de bar den døde bort og begravede ham.

Årene gik. En Dag så Folk Tobén stå uden for sit Hus og svinge med Armen og kalde med høje Råb. De løb til fra alle Sider for at høre, hvad han ville.

»Jeg har fundet det, jeg har fundet det!« råbte han.

Han tog de ældste ind til sig og viste dem et stort Jernrør, han havde lavet. Øverst i Røret var der et Hul, som gik ind til et andet Rør. I det første Rør var der en Prop, også af Jern, som passede så nøjagtig, at den akkurat kunne glide op og ned, og så var den smurt med Olie, så den gled så let som muligt. Nedenunder Røret var Kedlen med Vandet og under Kedlen Ildstedet.

Tobén fyrede på Ildstedet, Vandet blev til Damp, og Dampen steg op i Røret og løftede Proppen helt op til Rørets øverste Ende. Der slap den gennem Hullet ind i Røret ved Siden af, hvor den blev afkølet og til Vand igen og løb ned i Kedlen og blev atter ophedet af Ilden og gjort til Damp.

Men da Dampen var sluppet ud gennem Hullet, gled Proppen ned igen til Rørets Bund, blev løftet af ny Damp og steg op og gled ned igen og sådan bestandig, så længe der blev fyret på Ildstedet.

»Se, se,« sagde Tobén, og hans Øjne strålede af Stolthed og Glæde. »Ser I, jeg har fanget Dampen og spærret den inde i Røret der. Når jeg fyrer på Ildstedet så stiger den af Vandet og løfter Proppen til Rørets Top. Så har den gjort, hvad jeg bød den, og bliver til Vand i det andet Rør, indtil jeg atter byder den blive til Damp og løfte Proppen. Ser I det ... ser I det ... jeg har fanget Dampen og gjort den til min Tjener som Oksen og Hesten og Vinden.«

»Vi ser det nok, Fader Tobén,« sagde en af Stammen. »Men vi forstår ikke, hvad du vil bruge din Tjener til. Sig os om det var Umagen værd, at du levede så mange År indespærret i dit Hus for den Sags Skyld, mens vi måtte savne dine vise Råd.«

»I forstår det ikke,« sagde Tobén. »Gå jeres Vej og kom igen ad Åre, så skal I se, hvad jeg bruger min nye Tjener til. Når så jeg har vist jer det, kan I selv arbejde videre. Jeg siger jer, at så stor er den nye Tjeners Styrke og Snildhed, at om I lærer at bruge ham ret, da vil hele Verden komme til at se anderledes ud.«

Derefter gik han ind i Huset og lukkede sin Dør. Glad sad han og så på sin nye Maskine.

»Ho, ho, du gode Damp,« sagde han. »Nu har jeg dig. Jeg kan kalde dig frem, og jeg kan slukke dig. Jeg kan gøre dig stærk, og jeg kan gøre dig svag. Jo mere Ild, jo mere Vand, des mere Damp. Og altid må du blive derinde i Røret og gøre, hvad jeg befaler dig. Jeg kan lave Røret langt, og jeg kan lave det kort ... jeg kan gøre Proppen tung, og jeg kan gøre den let ... du må trække den op og ned, min gode Damp.«

»Du kalder mig gode,« sagde Dampen. »Den Dag, jeg sprængte Bjerget og ødelagde hele dit Land, kaldte du mig ond. Jeg har jo sagt dig, at jeg er hverken god eller ond. Jeg er den, jeg er. Du har fanget mig, og kan du bruge mig, så brug mig.«

Tobén lo og gned fornøjet sine Hænder. Han fyrede på Ildstedet og hældte Vand på Kedlen og sad og så på, hvordan Proppen gled op og ned.

»Ja, hvad skal vi nu bruge dig til?« sagde han. »Skal vi spænde dig for Vognen, så Hesten får fri? Jeg tænker, du kan fare ganske anderledes rask henad Vejen. Skal jeg bruge dig til at trække Skibet? Så kan du løbe klods op mod Vinden og blæse den et Stykke. Skal jeg lade dig trække Kværnen i Møllen? ... Å, der er tusind ting, du skal gøre for mig.«

Tobén slukkede Ilden, Så satte han en Stang i proppen, og til den Stang føjede han en anden, som var fastgjort til Aksen på et Hjul. Han fyrede under Kedlen, og se ... Proppen gik op og ned, Stangen bevægede sig, og Hjulet snurrede.

Han lavede en Vogn, satte hele Dampmaskinen op på Vognen og satte Stangen i Forbindelse med Hjulene. Selv stod han bagest på Vognen, hvor Ildstedet var, tændte Ild og fyrede. Hjulene snurrede, og Vognen løb hen ad Vejen.

Stammens Folk kom løbende fra alle Sider og stirrede undrende på det sælsomme Køretøj. De fleste fór til Side og skreg op i Angst for det farlige Uhyre og råbte, at det måtte ende galt. Kun de klogeste forstod, hvad det var værd, og så på den nye Vogn og talte om den.

»Fader Tobén,« sagde en af de ældste. »Du skal ikke køre med den Vogn. Vi frygter for, at det går galt, og Dampen sprænger Maskinen og dræber dig, som den engang dræbte din Hjælper.«

»Det var just hans Død, som lærte mig at tage mig i Agt,« sagde Tobén. »Kom, så skal I se.«

Så forklarede han dem, hvordan han havde udregnet, hvor megen Styrke Dampen havde, og hvor megen Damp han skulle bruge for at køre med sin Vogn.

Jo mere Damp der var, des hurtigere gled Proppen op og ned, des hurtigere snurrede Hjulene, des hurtigere kørte Vognen. Jo stærkere Kedlen var og Røret, des mere Damp kunne den rumme uden at sprænges.

Men et Steds på Kedlen var der et Hul, der var dækket med en Klap, som sad fast ved et Hængsel. Så tung var Klappen akkurat, at Dampen ikke kunne løfte den, når der var så meget af den, som der skulle være, og som Maskinen kunne tåle. Men så snart der kom mere Damp, så blev Klappen for let og løftedes, og den overflødige Damp strømmede ud af Hullet.

»Fader Tobén er den viseste af os alle,« sagde de.

Men Tobén stod ned fra Vognen

»Jeg giver jer den,« sagde han. »Nu kan I selv se til, hvordan I vil bruge den. Nogle af jer kan granske videre, som jeg har gransket, og finde på nye Ting. Smedene kan komme med deres Værktøj og deres Snilde ... Dampmaskinen er jeres, og I kan gøre med den, hvad I vil.«

Så gik han ind i sit Hus og satte sig på ny til at se ud over Verden og tænke.

Men de klogeste i Stammen gav sig til at arbejde med Dampmaskinen. Alt som Årene gik, fandt de snart på den ene Forbedring, snart på den anden, så den arbejdede bestandig sikrere og bedre.

De byggede Jernskinner over Jorden, så Dampvognen løb i en Fart, ingen havde set Mage til, og trak efter sig mange tungt læssede Vogne. På Dage og Uger kunne man nu gøre Rejser, som før havde varet Måneder og År. De Frugter, der voksede i den ene Ende af Jorden, kunne man nu hurtigt og billigt sende til den anden.

De satte Dampmaskinen i Skibe, hvor den drejede Vandhjul, så Skibene løb mod Vind og Strøm. De brugte den til at tærske Kornet i Laden, til at knuse det i Møllen ... der var slet ingen Ende på, hvad de kunne bruge den til.

Dampmaskinen havde gjort Verden anderledes, som Tobén havde sagt.

TREDJE KAPITEL

Tobén var bleven så gammel, at ingen længere vidste hans Alder.

Hans Slægt formeredes bestandig og bredte sig over den hele Jord. Når Menneskene syntes, de blev for mange på et Sted, så brød nogle af dem op og drog andet Sted hen, hvor der var nyt Land. De opdyrkede det, vandt Metaller af Bjergene og sejlede på Floderne og på Havet. Jernbanerne og Dampskibene fór fra den ene Ende af Jorden til den anden.

Menneskene kom så langt fra hinanden, at de talte forskellige Sprog og ikke kendte hinanden mere. I alle Lande var der kloge Mænd, som gjorde nye og forunderlige Opfindelser, der lettede deres Brødre Arbejdet og gjorde dem rigere og lykkeligere.

For hver Gang nogen havde gjort sådan en Opfindelse, drog han til Tobén, hvor han på den Tid var, for at vise ham den og vinde hans Ros, for han var æret af dem alle som hele Slægtens Fader og den viseste af alle dem, der levede på Jorden.

Selv vidste Tobén ikke mere Besked om Tallet af sine Efterkommere, og det så ud, som om han slet ikke brød sig om dem. Snart boede han hos den ene Stamme af sit Folk og snart hos den anden, altid ensom i et Hus for sig selv, hvor han i Fred kunne hengive sig til sine Tanker. Ofte kom der unge Mænd til ham for at lære af ham. Så gav han dem af sin Visdom og sendte dem ud i Verden igen, men hvad han inderst tænkte på, talte han ikke om med nogen.

Når han sad udenfor sit Hus og stirrede og grublede, talte Stemmerne til ham som før:

»Tobén ... Verdens Herre Dyrenes Betvinger ...«

»Tobén ... som tvang Vinden og gjorde den til sin Tjener, som han gjorde ved Oksen og Hesten ...«

»Tobén som tæmmede den vilde Damp og spærrede den inde i Maskinen, som nu må lyde hans Bud og udrette hans Ærinde ...«

Tobén lyttede til Stemmerne.

Han klappede Hunden, der lå ved hans Fødder.

»Du var engang et vildt og glubende Dyr, og nu er du from og tjener mig tro,« sagde han.

Han lyttede efter Vinden, der susede i Træerne.

»Du kan svale min Pande på en varm Dag, og du kan storme over Jorden som et vildt Uhyre,« sagde han. »Jeg kender dig, og jeg bruger dig.«

Han så over Engen, hvor Mosekonen bryggede, og den lette, hvide Damp bølgede frem og tilbage.

»Du også,« sagde han og nikkede. »Let er du som et Slør og fin og hvid og uskyldig. Digterne synger om dig, og du får små Børn til at hoste. Men du er den samme, som sprængte Bjerget og lagde mit Land øde. Jeg udspejdede dig og opdagede dig og fangede dig og puttede dig ind i min Maskine, og nu må du trælle for mine Efterkommere Jorden rundt.«

Tordnen rullede i det fjerne. Der kom lange, dybe Drøn. Nu og da glimtede et Lyn og lyste op i Mørket. Og Stemmerne talte igen:

»Det tordner, Tobén, det lyner ... du ved ikke, hvad det er ... ingen ved, hvad det er.«

»Verden er fuld af mægtige, lønlige Kræfter ... mægtigere end Vinden ... sværere at begribe end Dampen.«

»Oksen og Hesten skælver for Tordenen og Lynene ... Tobén og alle hans Efterkommere skælver, så langt Uvejret når ... der er mere mellem Himmel og Jord, end Tobén ved af.«

Uvejret kom nærmere. Tordnen bragede, og Lynene knitrede. De, der boede nær ved, kom løbende op til Tobéns Hus i stor Skræk.

»Fader Tobén, hvad skal vi gøre?« råbte de.

»Guds Vrede er over os ... se ... se, hans Ild slår ned i Huset derhenne ... det brænder nu i lyse Luer.«

Tobén så ikke på Huset, der brændte, men op i Skyerne, hvor Tordnen bragede, og Lynene fór.

»Det er ikke Guds Vrede,« sagde han. »Det er en sælsom Magt deroppe i Skyerne ... stærkere end Vinden ... stærkere end Dampen. Å ... om jeg kunne udspejde den og tvinge den til at tjene mig, som jeg tvang Oksen og Hestene og de andre.«

De hørte, hvad han sagde, og så forskrækkede på hinanden.

Så meget de også ærede og elskede ham, så syntes de, dette var gal Mands Tale. For hvordan kunne nogen drømme om at tage det frygtelige Lyn i sin Tjeneste?

»Tobén er bleven gammel,« sagde den ene til den anden. »Han går i Barndom og ved ikke selv, hvad han siger.«

Tobén hørte ikke på dem, men blev ved med at stirre op i Uvejret.

»Se ... se ... hvor Lynet farer!« sagde han. »I et Nu farer det fra Himmelrand til Himmelrand ... å, om jeg kunne spænde det for min Vogn!«

De veg tilbage for ham, så forskrækkede blev de over hans Ord.

»Se ... se hvor Lynet lyser!« sagde han. »I et Nu er det lyst som midt på den klare Dag ... å, om jeg kunne fange Lynets Lys og holde det fast og tvinge det til at skinne roligt for Menneskene.«

En af de ældste gik hen til ham og lagde sin Hånd på hans skulder.

»Toben,« sagde han. »Det Held, du har haft, har gjort dig rasende. Din Tale er tåbelig. Du frister Gud.«

»Gud tændte Lynet, og Gud tændte min Forstand,« sagde Tobén. »Han gav mig det ene, for at jeg skulle udforske det andet! Gå jeres Vej, og pas jeres Dont, og lad mig i Fred.«

De gik bort. Tobén blev stående og stirrede, til det sidste Lyn var af Himlen.

En Dag sad Tobén ved Stranden og så på en Dreng, der løb og legede med et Stykke Rav. Drengen gned det mod sine Bukser for at få det blankt. Så holdt han det op i Luften og glædede sig, så smukt det skinnede.

Just som det var, kom der flyvende et Mågedun og satte sig fast på Ravet. Der kom eet til ... og eet til og flere endnu ... så snart de kom i Nærheden af Ravet, skyndte de sig hen til det og satte sig på det.

»Se ... se,« sagde Drengen og lo og morede sig. »Der er en Ånd i Ravet. Når jeg gnider det på mine Bukser, kommer Ånden frem og fanger de små Dun.«

Tobén tog Ravet fra Drengen og så på det. Han gned det og fangede Dun. Han holdt det nær hen til Avner og små Papirstykker.

»Se ... Ånden fanger også dem,« sagde Drengen og klappede i Hænderne.

Der kom flere til, som så på det. De fortalte, det til andre, som løb fra deres Arbejde og stod og stirrede på Tobén og Ravet.

»Er det en Ånd, Fader Tobén?« spurgte en af de ældste.

»En mægtig Ånd,« sagde Tobén. »En ny og sælsom Ånd. Jeg kender den ikke. Gå til jeres Arbejde, og lad mig i Fred, for at jeg kan udspejde den.«

»Giv Ånden et Navn, Fader Tobén,« sagde Manden, der før havde talt.

Tobén tænkte på, at Folkene i den Kant af Verden, hvor han den Gang boede, kaldte Ravet for Elektron. Så sagde han til dem, at de kunne kalde Ravets Ånd Elektriciteten.

Fra den Dag af samlede Tobén så meget Rav på Stranden, som han kunne finde.

Han gned det og så, at så kom Ånden bestandig frem og greb de små Ting, der var i Nærheden. Han lagde Øret til det og lyttede, men kunne intet høre. Han smagte på det og lugtede til det, han slog det i Stykker og stirrede på det med sine gamle Øjne, men kunne ingenting opdage.

»Ånden skjuler sig for mig.« sagde han. »Men jeg skal finde den ... jeg skal finde den!«

Det faldt ham en Dag ind, om ikke den sælsomme Ånd skulle bo andre Steder end i Ravet.

Han gav sig til at gnide et Glasrør og råbte højt af Glæde, da Ånden straks viste sig og greb Dun og Avner og Papirstrimler. Han tog et Stykke Svovl og gned det og jublede, da det gik akkurat ligedan med det. Men når det havde varet en lille Tid, blev Ånden borte, både hos Ravet og Glasrøret og Svovlet. Først når han gned dem igen, kom den tilbage.

Tobén granskede og spejdede. Hver Dag fandt han en ny Ting, som kunne blive elektrisk, når han gned den.

Han havde lavet sig en stor Svovlkugle med en Jernstang midt igennem. Jernstangen var stukket gennem to Pæle, så han kunne dreje Kuglen rundt ved et Håndtag, der var i Stangens ene Ende.

Når nu han drejede på Håndtaget og lagde Hånden på Kuglen, så han, at de små Dun, der fløj i Luften, i det ene Øjeblik sad fast på Kuglen og lige straks efter sprang ud i Luften, som om Ånden havde stødt dem bort. Han drejede rask, og Dunene dansede om Kuglen. Et af dem fløj op på hans Næse og sad der lidt og fløj så tilbage til Kuglen igen.

»Ånden bor også i mig,« sagde Tobén glad. »Jeg tror, den er alle Vegne og i alle Ting, bare man kan få den kaldt frem af sit Skjul. Nu vil jeg kalde hele Stammen sammen og vise dem noget, de aldrig har set.«

Han lod gå Bud rundt, og de kom og stod i Flok omkring hans Hus. Så kaldte han på den lille Dreng, som havde leget med Ravet ved Stranden og først af alle fremkaldt den hemmelighedsfulde Ånd.

»Dig tilkommer Æren af at være med i Dag,« sagde han. »I husker jo allesammen Ånden, som jeg gav Navnet Elektriciteten?«

»Vi husker den,« sagde den ældste. »Har du noget godt at fortælle os om den, da vil vi gerne høre det. Er det noget ondt, så behold det for dig selv, og vi vil fly bort til et Land, hvor Ånden ikke bor.«

»Ånden er hverken ond eller god,« sagde Tobén. »Den er en Magt ... en sælsom, hemmelighedsfuld Magt, som det endnu ikke er lykkedes mig at udspejde. Jeg ved ikke, om den er værd, at jeg tvinger den og giver den i jeres Tjeneste, som jeg gav jer Oksen og Hesten, Vinden og Dampen. Jeg ved heller ikke, hvordan jeg skal tvinge den. Men jeg ved, at det ikke er nogen af os muligt at fly fra den elektriske Ånd. For den bor ikke blot i Ravet, som I så. Den kan tage Bolig i alle Ting og alle Vegne ... selv i mig ... selv i enhver af jer.«

De trykkede sig sammen og stirrede bange på ham.

»Pas nu på,« sagde Tobén. »Lad al jeres Angst fare og se med Undren på det, jeg nu skal vise jer.«

Tobén hængte den lille Dreng op i to Snore, sådan at han svævede i Luften et Stykke over Jorden. Foran ham hang i en anden Snor et Glasrør. På Jorden neden under ham stod et Fad med små Papirstykker.

»Nu gnider jeg Glasrøret, til Ånden kommer frem,« sagde Tobén. »Når det er sket, så rører Drengen med den ene Hånd ved Glasstangen. Den anden holder han et Stykke over Fadet med Papirstumperne.«

Han gned, og Drengen gjorde, som han sagde.

»Se ... se!« sagde Tobén.

De stirrede og råbte højt af Forundring. Alle de små Papirstrimler sprang op og hængte sig ved den Hånd, Drengen holdt ned over Fadet.

»Ser I det?« sagde Tobén. »Han er elektrisk. Ånden har taget Bolig i ham ... han I se det allesammen?«

De ældste og klogeste bøjede sig hen imod Drengen og stirrede og talte om det mærkelige, der var sket. De forstod det ikke og rystede på deres Hoveder. Men de andre blev grebne af Raseri og råbte op mod Tobén.

»Det er Trolddom!« skreg de. »Fader Tobén er en Troldmand ... han frister Gud og dræber den arme Dreng ved sine Kunster.«

»I er Tåber,« sagde Tobén. »I snakker om, hvad I ikke forstår. Gå jeres Vej og lad mig i Fred, mens jeg udspejder Elektricitetens mægtige Ånd. Ad Åre kan I komme igen. Da skal jeg vise jer langt sælsommere Ting, end I har set i Dag.«

De blev ved at råbe op og trængte sig sammen om Tobén, truede ad ham med knyttede Hænder og skældte ham ud.

»Fader Tobén skal dø!« skreg de. »Han bringer os allesammen i Ulykke med sin Trolddom. Han fremkalder Ånder, som han ikke kan besværge. Lad os dræbe ham, inden han har nedkaldt Guds Vrede over os.«

De ældste stillede sig mellem Tobén og de rasende Mennesker. De mindede dem om hans ærværdige Alder og alt det gode, han havde gjort sit Folk. De talte så længe, til de fik dem til at gå bort, om end de knurrede endnu og så vredt til Tobén. Moderen til den Dreng, han havde gjort elektrisk, løb hen og greb ham i hans lange, hvide Skæg.

»Hvis du nogen Sinde igen bruger min Dreng til dine lede Kunster, da dræber jeg dig,« skreg hun.

»Du er bare en tosset Kvinde,« sagde Tobén og stødte hende bort. »Om jeg indviede din Dreng i det, du kalder min Trolddom, da ville han vinde sig et Navn, som skulle nævnes med Ærefrygt, så længe Verden står. Men gå kun din Vej og tag ham med dig. Der er ikke sket ham noget ondt, og i Morgen har han glemt det altsammen.«

Hun gik og havde ved Hånden Drengen, som ikke græd, men bestandig så på Tobén. Da de var borte, sagde de ældste til ham, at han helst måtte drage til et andet Land, hvis han ville vedblive med at udspejde den elektriske Ånd. Ellers endte det med, at Folket slog ham ihjel en Dag, de ikke var til Stede og kunne værge ham.

Tobén stod og gned Glasrøret med et Stykke Skind og gav ikke Agt på dem. De måtte sige det en Gang til, før han hørte det. Så nikkede han blot og sagde:

»Jeg skal gå bort endnu i Nat og søge mig et andet Land, hvor Menneskene er klogere.«

Ved Midnatstide var han rede til at bryde op. Han havde ikke andet med sig end sin Svovlkugle og nogle andre Ting, han brugte til sine Arbejder. Dem gemte han under sin Kappe, slukkede Lyset i sit Hus og lavede sig til at gå bort.

Pludselig hørte han Larm i Dalen, hvor de andre boede. Han satte sig ned og ventede, ikke fordi han var bange for dem, men fordi han ikke mere gad snakke med Tåberne. Og mens han sad og ventede, tog han sin Svovlkugle frem under Kappen og gav sig til at gnide den med sin Hånd, som han havde gjort tusinde Gange før. Han stirrede på den, skønt han intet kunne se, så bælgmørkt var det.

Pludselig fór han op med et Råb.

Han slap Kuglen, fandt den igen med Møje på Gulvet og gav sig til at gnide og gnide som en rasende.

Nu så han det ganske tydeligt ... der kom Lys ved hans Hånd, mens han gned. Gang på Gang gned han, og hver Gang så han Lyset.

Han var så bevæget, at han knap kunne trække Vejret. Han lukkede sine Øjne og åbnede dem igen ... jo, det var ingen Indbildning ... lyset kom, så snart han gned på Svovlkuglen.

Han holdt Kuglen op til sit Øre, mens han gned og gned som en rasende ... Nu hørte han tydelig en svag Knitren ...

Så sprang han op og sang og græd og lo og dansede rundt i Stuen som en ung Mand, der er gal af Lykke.

»Det er Lynet ... det er Tordenen!« råbte han jublende. »Jeg har kaldt på dem, og de kom på mit Bud.«

Døren blev lukket op, og den lille Dreng, han havde gjort elektrisk, stod på Tærskelen.

»Fader Tobén ... vil cd tage mig med derhen, hvor du går?« sagde han.

»Vil du med?« sagde Tobén.

»Ja,« sagde den lille Dreng. »Jeg vil blive hos dig og gå derhen, hvor du går. Jeg er ikke bange for dig. Du skal lære mig din Trolddom, og jeg skal engang blive en vis og mægtig Mand, som du.«

»Du ved ikke, hvad du gør,« sagde Tobén. »Jeg er ingen Troldmand, men jeg har set det, som intet andet Menneske har set. Du ved ikke, hvad der er hændt mig i denne Nat ... Jeg har gnedet på min Kugle og kaldt Lynet af den og Tordenen ... de ligger i min Hånd ... jeg kan kalde dem frem, når jeg vil ... de er kun bitte små endnu og svage, men jeg ved, at de en Gang vil blive stærke som dem deroppe i Skyen. - Tør du?«

»Jeg tør,« sagde Drengen.

»Kom så,« sagde Tobén.

Han tog hans Hånd og vandrede med ham ud i den mørke Nat for at finde et Land, hvor der var færre Tåber.

Tobén fandt et nyt Land, hvor han og Drengen slog sig ned. Folkene ærede ham for hans Alder og Visdom og vidste intet om hans Trolddomskunster. Men han syslede med dem som før, spejdede og lyttede og tænkte ... om han kunne få fat en Gang på den sælsomme Ånd, der var så svag i Ravet og Glasrøret og Svovlkuglen og så mægtig i Tordenvejret.

Hver Aften, når Dagens Gerning var endt, sad han og snakkede med Drengen, som voksede i Alder og Forstand. Gladest var de, når Tordenen rullede. Så syntes de, den mægtige Ånd var dem mere nær ... ikke blot deroppe, hvor Lynene knitrede, men i Luften og i alle Ting rundt om dem.

»Deroppe er megen Elektricitet, og her nede hos os er lidt,« sagde han. »Derfor slår Lynene ned på Jorden ... se ... der fór et fra en Sky, der har for meget, til en, der har for lidt ... ak, jeg forstår det, jeg forstår det ... det er ligesom Vandet, der står ulige højt i to Damme ... graver jeg en Kanal imellem dem, så løber det fra den, der har mest, til den, der har mindst, og et Øjeblik efter er der lige meget i dem begge. Dreng, Dreng ... en Gang vil jeg samle så megen Elektricitet, at jeg kan bruge den til de største Ting.«

»Det vil du, siden du siger det, Fader Tobén,« sagde Drengen. »Men vil du sige mig, hvordan det kan være, at den mægtige Ånd bor i sådant et skrøbeligt Glasrør og ikke i den tykke Jernstang, som ligger der? Var jeg Ånden, ville jeg hellere bo i det stærke Jern. Men den er der ikke. Jeg har gnedet Jernet, til mine Arme blev ømme, men Ånden kom ikke.«

»Du kan stole på, den er der,« sagde Tobén. »Bare vi finder det rette Middel til at kalde den frem. Jeg tror, den er i Jernet og i Kobberet og i de andre Metaller mer end noget andet Sted. Se blot, hvor svag den er i Glasrøret og Ravstykket ... den kommer, når jeg gnider, fanger de små Dun og er borte igen med det samme. Nej ... kan vi lokke den ud af Jernet, da vil vi få den at se i dens Vælde.«

En Dag gik Drengen i Bjergene og fandt en Jernsten, som han syntes så underlig ud. Han bragte den hjem til Tobén, der så på den længe og nøje, som han så på alting. Uden at tænke videre over det gav han sig til at gnide den tykke Jernstang, der lå, med Jernstenen og så undrende, at Stenen hang fast ved Jernet.

»Dreng, hvad har du fundet!« råbte han.

Fra nu af tænkte han kun på Jernet og Kobberet og de andre Metaller.

Han smedede sig Stænger, store og små, gned dem med Jernstenen og så, at de blev elektriske. Ånden var i dem, og Ånden kom frem, men anderledes end i Glasrøret og Ravstykket og Svovlkuglen.

Det kunne ikke nytte, han kom med Dunene og de små Papirstrimler. Ånden greb ikke efter dem. Men kom han med Jern, da greb den det og holdt det så fast, så fast.

»Det er den rigtige, den stærke Ånd,« sagde Drengen glad.

Tobén så også, at Ånden kun var i begge Ender af den Stang, han havde gnedet med Jernstenen. Den løb ind i Enderne og sad der og greb de Jernstykker, han rakte imod den. I Midten af Stangen var der ingen Ånd.

En Dag, han arbejdede med en ganske tynd Stang, som han havde gnedet, syntes han, den flyttede sig, uden at han rørte ved den. Han tog da et Kar med Vand, lagde en Prop i Vandet og Jernstangen ovenpå Proppen.

»Se ... se ... den drejer sig!« skreg Drengen.

Og det gjorde den. Den drejede den ene Ende mod Nord, den anden mod Syd. Tobén flyttede på den, men den drejede sig straks, når han havde sluppet den, tilbage i samme Stilling. Han prøvede med andre Stænger, men de gjorde akkurat ligedan. En Dag lagde han to ved Siden af hinanden, hver på sin Prop, og så, hvordan den enes Nordende og den andens Sydende tiltrak hinanden. Bragte han de to Nordender eller de to Sydender sammen, stødte de straks hinanden bort.

»Se ... se!« skreg Drengen.

Tobén sad og så i dybe Tanker. Så lavede han en lille Stang, gned den med Jernstenen og satte den på en Top, så den nemt kunne dreje sig efter sin Lyst.

»Gå ud og giv den Tingest til Skipperen,« sagde han. »Når han er langt ude på Havet og ikke øjner Land noget Sted, da vil han altid på den kunne se, hvor Nord er og Syd, og rette sin Kurs derefter.«

Sådan opfandt Tobén Kompasset.

Men han glemte det, så snart Drengen var gået med det. Han tænkte på, hvor langt stærkere Ånden var i Jernet end i de andre Ting, hvoraf han havde kaldt den frem, og grublede over, hvordan han skulle få den til at lyde ham i hele sin Vælde.

»Jeg fandt Stenen, der gjorde det,« sagde Drengen, da han kom tilbage. »Giv den et Navn, Fader Tobén.«

Da Stedet, hvor de den Gang boede, hed Magnesia, kaldte Tobén Stenen for Magneten. Og han viste Drengen, hvordan han kunne gøre ethvert Stykke Jern til en Magnet ved at gnide det med andet Jern, hvori Ånden var.

»Ak, om jeg kunne trække Ånden deroppe i Tordenskyen herned ved Magneten!« sagde Tobén.

Han lavede en Drage, sådan som dem Drengene leger med, og gav den en uhyre lang Snor. Øverst på den satte han en Jernspids. Så gik han og Drengen og biede på, at Tordenen skulle komme en Dag, og omsider kom den.

Da Uvejret var lige over Hovedet på dem, lod han Dragen gå til Vejrs. De stod og så efter den, til den forsvandt helt oppe i Tordenskyen.

»Hold nu Snoren, Dreng, om du tør,« sagde Tobén.

»Jeg tør,« sagde Drengen.

Lynene knitrede, og Tordenen bragede. Bedst som det var, rørte Tobén med sin Finger ved Dragesnoren, og der sprang en stor Gnist over på Fingeren. Han rørte igen og igen, og for hver Gang sprang der en ny Gnist.

»Se ... se,« sagde han. »Jeg har draget Lynet ned deroppe fra.«

»Ak, Fader Tobén,« sagde Drengen og rystede af Angst. »Om nu Lynet dræbte dig.«

»Det kunne det,« sagde Tobén. »Der er Fare ved at lege med de mægtige Ånder i Naturen. Derfor spurgte jeg dig så tit, om du ikke var bange. Jeg havde en Gang en Kammerat, som blev dræbt af Dampens Ånd, inden jeg lærte at tvinge den. Det kan hænde, at det går dig som ham. Selv ved jeg, at jeg aldrig er sikker for Døden. Men jeg vil hellere dø, mens jeg kæmper for at tvinge Ånderne, end hjemme i min Seng af Sygdom.«

»Det vil jeg også,« sagde Drengen og rettede sig. »Jeg mente blot ... jeg forstår blot ikke ... Lynet slog ned en Gang og brændte min Moders Hus. Det dræbte min Broder og min lille Søster, og alt, hvad vi ejede, brændte ... det var da en Ulykke ... er det ikke altid en Ulykke, når Lynet slår ned? Hvorfor vil du da hente det? Tror du, du kan spærre det inde og bruge det, som du brugte Dampen?«

»Nej,« sagde Tobén. »Det tror jeg ikke. Jeg ved ikke, hvordan det skal gå til, men jeg drømmer Dag og Nat, at det skal lykkes mig en Gang at lave Lyn så stærke som de deroppe ... men anderledes alligevel ... dem vil jeg herske over og spærre dem inde og tvinge dem til at arbejde i min Tjeneste. Det er kun Drøm endnu. Det er jo heller ikke Lynet, jeg drog ned med min Drage, kun en lille Gnist af Ånden, der flammer deroppe.«

»Ja, men Fader Tobén,« sagde Drengen. »Når du kan fange en lille Gnist, så kan du vel også fange en større ... og en større endnu ... og til sidst det hele Lyn.«

Tobén stirrede på Drengen. Så tog han ham i sine Arme og kyssede ham.

»Du er en herlig Dreng,« sagde han. »Du fandt Magneten og vidste ikke af det. Nu har du i din Uvidenhed sagt et stort Ord ... kom, så skal du se, hvad vi han gøre ud af det.«

Han gav sig straks til at rejse en høj Stang ved sit Hus. Øverst var der en Metalspids og fra den en lang Jerntråd, som gik dybt ned i Jorden. Folk kom til og så på hans Arbejde og undredes, hvad det skulle betyde.

»Ser I,« sagde han til dem. »Den Stang skal fange Lynet, når det kommer.«

»Vil du lokke Lynet ned til Jorden ... det onde Lyn?« spurgte en af dem. »Og det oven i Købet tæt ved dit Hus.«

»Lynet er ikke ondt,« sagde Tobén.

»Skal jeg måske kalde det godt?« sagde Manden. »Det slog ned i min Lade i Fjor og brændte den. Og der står en Mand, hvis Kone det har slået ihjel og alle hans Kreaturer.«

Tobén smilede overlegent. Han havde ganske glemt, at han selv havde tænkt ligesådan en Gang om Vinden og Dampen.

»Lynet er hverken godt eller ondt.« sagde han. »Det er en mægtig Kraft, der kommer og farer, som den må. Jeg vil heller ikke lokke det ned til Jorden. Men hvis det kommer her over mit Hus og tænker på at slå ned ... da skal det fanges af Metalspidsen deroppe på Stangen, og flyve langs Jerntråden ned i Jorden, og mit Hus skal gå fri.«

»Tobén er gal,« sagde Manden. »Han kalder Lynet ned over sig.«

De andre sagde det samme, og så gik de. Drengen blev hos ham og så på Lynaflederen. Og da det igen blev Uvejr, slog Lynet ned i to Gårde i Dalen og brændte dem ned til Grunden. Det slog også ned i Stangen ved Tobéns Hus og fór, som han havde sagt, i Jorden. Det var nemt at se, sådan det havde rodet op og kastet Grus og Sten rundt om.

De kom løbende alle Vegne fra og så det og undredes. Så bøjede de sig for Tobén og ærede hans Visdom og satte en og hver en Lynafleder ved sit Hus. Men Tobén tænkte ikke mere på det.

»Det er ingenting,« sagde han. »Det er ligesom den Gang jeg dræbte de vilde Dyr. Større var det, da jeg tæmmede dem og tog dem i min Tjeneste. Jeg vil også tæmme Lynet og gøre det til min Tjener.«

»Tobén vil tæmme Lynet,« sagde den ene til den anden og lo, og mente, at han alligevel havde mistet sin Forstand.

»Jeg vil lave Lyn,« sagde Tobén.

»Tobén vil lave Lyn,« sagde de og puffede til hinanden. »Pas bare på, han ikke slår ned i dig.«

De lo og gik bort. Tobén sad og spejdede og tænkte og brød sig ikke om deres Hån. Drengen sad ved hans Fødder.

Årene gik, og Drengen blev til Mand. Men han var bestandig hos Tobén og lyttede til hans Tale, hjalp han med hans Arbejde og jublede med ham, hver Gang de kom et Skridt nærmere til Målet.

De flyttede mer end een Gang fra Land til Land. Enten var det Folkene i Landet, som forjog dem ved deres tåbelige Angst, når de hørte Knald og så Gnister fra Tobéns Værksted. Eller også faldt det ham ind, at hans Arbejde ville lykkes bedre under et andet Himmelstrøg. Men enten han var på det ene Sted eller på det andet, tænkte han bestandig på det samme: hvordan han skulle fange den elektriske Ånd og gøre den stærk, så den kunne gøre Nytte i Menneskenes Tjeneste.

Han tænkte aldrig mere på Tordencn og Lynet oppe på Himlen. Han vidste jo, at det var den elektriske Ånd, som slog Gnister deroppe, og det samme ville han have den til at gøre i hans Værksted. Siden han var begyndt at arbejde med det magnetiske Jern, brød han sig ikke mere om Glasrøret og Ravstykket og Svovlkuglen. Han gad ikke gnide dem mere en Gang, så tit Ånden kom frem, og så hurtig den forsvandt igen.

»Lynet var jo også kun et Nu, Fader Tobén,« sagde hans Lærling. »Mægtigt er det, tusinde Gange mægtigere end nogen Gnist, du kan gnide frem af Svovlkuglen. Men det flammer kun et Nu, så er det borte.«

»Derfor kan jeg heller ikke bruge det,« sagde Tobén. »Det Lyn, jeg skal have, må være langt, så langt jeg vil ... evigt, om jeg vil. Jeg må kunne tænde det og slukke det og tænde det igen, så let som jeg knipser med min Finger. Ak, vidste jeg blot, hvor Ånden egentlig boede!«

»Det ved vi vel,« sagde Lærlingen. »Den bor jo i Ravet og i Glasrøret og i Svovlkuglen, i Jernet og i Tordenskyen og i mig og dig og alting i Verden, siger du.«

Tobén sad længe og grundede med Hovedet i sine Hænder. Hans Lærling ventede tavs, omsider så Tobén op.

»Ved du det ... ved du det ...« sagde han, og så tav han igen en Stund.

»Ved du det,« sagde han så ... »somme Tider tror jeg slet ikke, Ånden bor noget af de Steder, du siger.«

»Hvor skulle den da bo, Fader Tobén?« spurgte Lærlingen.

»Jeg tror, den bor i Luften,« sagde Tobén. »Ikke i Skyen, som er bare Vand og Damp, men i den rene Luft ... i Æteren, Æteren, forstål du. Der bor den, og så går den ind snart i det ene, snart i det andet, og hellere i det ene end i det andet. Husker du, så længe vi måtte gnide på Glasset, forinden Ånden kom? Den ville nødig derind. Husker du, at når Glasset var vådt, kom den slet ikke? Den ville hellere være i Vandet. I Jernet lider den at bo, og i Kobberet og Zinken og Sølvet og alle de andre Metaller. I Hampesnoren, som holdt Dragen, vi sendte op i Tordenskyen, løb den ned, så hastig som Lynet, og gav en Gnist til min Finger. Du ved, hvordan den løber gennem Lynaflederens Jerntråd ned i Jorden. Der bliver den, fordi Jorden er fugtig ... derfor mærker du og jeg heller ingenting til den, fordi vi går på Jorden ... den løber straks igennem os ned i Jorden og bliver borte ... Ja, sådan er det! sådan er det!«

Hans Øjne strålede. Han kunne ikke forklare det, men han så i et Syn, at sådan måtte det være. Han blev ved at tale om det, og hans Lærling vidste, at det var sandt, endda han heller ikke forstod det.

Men så blev Tobén bedrøvet igen.

»Hvad hjælper det altsammen, når jeg ikke selv kan frembringe den Ånd,« sagde han. »Eller jeg kan lave den et Hus, hvori den hellere bor end i nogen anden Ting i Verden, sådan at jeg altid har fuldt op af den og kan befale den at komme eller gå efter min Vilje.«

Han gav sig til at stirre på sine Magnetnåle ... hvordan bestandig to Nordender og to Sydender frastødte hinanden, mens en Nordende og en Sydende øjeblikkelig fór sammen.

»Om nu der var to Ånder,« sagde han. »Om Gnisten kom, når de fór mod hinanden ... om den vældige Kraft just var den enes Tiltrækning til den anden ...«

»Er der det, Fader Tobén?« spurgte Lærlingen.

»Jeg ved det ikke,« sagde Tobén. »Vinden kunne jeg se og føle, og Dampen ligedan. Længst har jeg opdaget, hvor de kommer fra, og hvor de farer hen. Men Elektricitetens mægtige Ånd ved jeg ikke hvad er, hvor mange År jeg så har udspejdet den. Måske får jeg det aldrig at vide. Men derfor vil vi lige flittigt udspejde dens Veje ved Dag og ved Nat.«

Han hamrede sig Tråde af Jern og af Zink, af Kobber og af Sølv, flettede dem i hinanden, bøjede dem mod hinanden, gned dem med Magneten og med Skindklude, og hvad han ellers kunne finde på. Han kunne efterhånden ikke have det altsammen i sit Hus, og så kastede han det uden for Døren.

En Aftenstund sad han og hans Lærling på Bænken uden for Muren, trætte af Dagens forgæves Arbejde. De stirrede mod Solen, til den var gået ned. Så faldt Skumringen over Lande.

Tobén så på en fed, gammel Skruptudse, som kom kravlende frem under Dørtrinet.

Den flyttede sine Ben tungt og så med sine bange våde Øjne på Tobén, om mon han ville gøre den nogen Fortræd. Så kravlede den videre ... ind under noget Metaltråd, der lå. Og som Dyret rørte ved Tråden, fór det sammen, som var det rørt af et Slag.

Tobén så det. for han så alting. Han så, hvordan Dyret igen kom til at røre ved Trådene og igen fór sammen. Han bøjede sig ned og så, det var Kobbertråd og Zinktråd. Han så, at Skruptudsen fór stærkest sammen, når den rørte ved begge Trådene. Han fangede Tudsen og holdt den i sin Hånd og lagde begge Trådene på den. Den gav et Spjæt. Og hver Gang han rørte den med Tråden, spjættede den på ny.

Så Slap han Dyret og blev siddende længe med Kobbertråden og Zinktråden i sin Hånd og stirrede i dybe Tanker.

»Kom,« sagde han så. »Lad os gå ind.«

»Ja, det er Tid at sove,« sagde Lærlingen. »Det er helt mørkt nu.«

»Det er Tid at arbejde,« sagde Tobén. »I Aften er der et Lys for mig, så klart som aldrig før.«

Han fortalte Lærlingen, hvad han havde lagt Mærke til, og forklarede ham sine Tanker.

»Det var den elektriske Ånd,« sagde han. »Jeg tænker, det er Skruptudsens fugtige Hud, der har gjort, at den viste sig. Nu vil vi prøve os frem med Kobbel og Zink.«

Han tog et Glas og fyldte det halvt med Vand og satte ned i det et lille Stykke Zink og et lille Stykke Kobber. Så gjorde han en tynd Jerntråd fast på Zinket, lod Tråden stå ud i Luften i en stor Bue og gjorde den anden Ende fast ved Kobberet.

»Hvad skal vi komme i Vandet?« sagde han. »Der er Svovl, og der er Kalk, og der er tusinde Ting i Skruptudsens Hud ... det gælder om at træffe det rette.«

Han prøvede tålmodig. Da han lagde et Stykke Svovl i Vandet, begyndte det at boble om Zinkstykket.

»Se ... se ... nu spjætter Vandet, ligesom Skruptudsen gjorde det,« sagde han.

Han holdt omkring Jerntråden og syntes, den blev varm. Åndeløs slap han den og stirrede på det hele Apparat.

»Det er der ... det er der,« sagde han og talte ganske sagte, så bevæget var han. »Bi nu lidt, så skal vi se.«

Han filede Jerntråden ganske tynd på et Sted.

»Føl på den den er gloende,« sagde han.

Lærlingen gjorde det og trak hastig Fingrene til sig, sådan brændte han sig. Tobén stod og stirrede. Så klippede han Jerntråden over, og i samme Nu hørte det op at boble i Vandet, og det tynde Stykke blev koldt igen. Han holdt de to afklippede Ender sammen, og i samme Nu, de rørte ved hinanden, boblede Vandet, og Tråden blev varm. Gang efter Gang prøvede han det, og hver Gang gik det ligedan.

»Endelig ... endelig har jeg fundet det,« sagde han.

I lang Tid sad han tavs med Ansigtet gemt i sine Hænder, så overvældet var han af Sindsbevægelse. Lærlingen forstod det ikke helt, men vovede ikke at spørge. Og noget efter forklarede Tobén ham det selv.

»Ser du ... ser du!« sagde han, og hans Øjne strålede som aldrig før. »Forstår du da ikke, at jeg laver Elektricitet i dette lille Glas? Jeg laver den, og den er der. Den underfulde Kraft ... Lynets Kraft ... strømmer gennem Jerntråden. Jeg klipper Tråden over, og Strømmen er afbrudt ... jeg sætter den sammen igen, og Kraften strømmer på ny. Lovet være den uselige Skruptudse, som bragte min Tanke på rette Vej.«

»Jeg ser ikke Lynet,« sagde Lærlingen.

»Du skal få det at se,« sagde Tobén.

Han satte et lille spidst Stykke Kul på hver Ende af Jerntråden, der, hvor han havde klippet den over. Så slukkede han Lyset i Stuen og lod de to Kulspidser røre ved hinanden. De så da begge to, at Kullet blev glødende og lyste svagt.

»Ser du det ... ser du det!« råbte Tobén jublende. »Jeg har min Tordensky i det lille Glas ... der har du Lynet. Svagt lyser det endnu, men det er nemt at gøre stærkere. Jeg kan stille tusinde Tordenskyer sammen, og du skal se, hvor Lynet bliver klart. Jeg kan stille ti Tusinde sammen, og du skal se, hvor den elektriske Kraft er stærk ... stærkere end Vinden stærkere end Dampen ... der er ikke den Byrde, den ikke kan løfte, ikke det Hjul, den ikke kan dreje. Se ... se ... jeg har fanget Lynet og spærret det inde i det lille Glas, som står der. Jeg er Herre over den mægtige, elektriske Ånd ... den må tjene mig som Oksen og Hesten, som Vinderr og Dampen.«

Han løb hen og stødte Døren op. Natten var omme, og det var blevet Morgen. Han råbte, så det klang langt ud over Dalen. Folkene hørte det og vågnede og sprang op af deres Senge.

»Fader Tobén kalder,« sagde den ene til den anden. »Lad os gå til hans Hus og høre, hvad han har at sige os.«

De skyndte sig derhen alle Vegne fra, og Tobén stod rank med sit mægtige, hvide Skæg og fortalte dem det forunderlige, der var hændt ham.

»Jeg har fanget den elektriske Ånd den hemmelighedsfulde, den mægtige,« sagde han. »Jeg kan frembringe så stærk en Strøm af dens umådelige Kraft, som jeg vil, og jeg kan føre den, hvorhen jeg vil, om det så skal være til Verdens Ende, gennem er tynd Jerntråd. Jeg kan tænde Lyset, så det lyser roligt og mildt, og slukke det og tænde det igen så let, som jeg knipser med min Finger.«

De lyttede med åben Mund og stirrede, mens han viste dem det og forklarede det.

»Den elektriske Ånd er min Fange,« sagde han. »Jeg har spærret den inde i dette lille Glas og tvunget den til at lyde mig. Jeg skænker jer den, og I får i den en Tjener, hvis Mage I aldrig har kendt. Det vil forandre den hele Verden. Om de, der er døde for hundrede År siden, stod op om ti, de ville ikke kende den igen.«

Tåberne lo og hånede ham, som det var deres Vane. Men de kloge bad Tobén forklare det igen og igen og kunne ikke blive trætte af at høre ham fortælle. Omsider gik de hver til sit og gav sig til at granske videre på Tingen, mens Tobén gik ind i sit Hus og lukkede sin Dør og tænkte på, hvad der mon nu skulle komme.

Ude i Verden gik det, som han havde sagt.

Den elektriske Ånd blev Menneskene en Tjener som ingen anden. Det elektriske Lys strålede i hvert et Hus. De elektriske Vogne fór med Lynets Fart på alle Veje. Den elektriske Telegraf bragte Menneskenes Bud fra den ene Ende af Jorden til den anden.

Der var snart ikke den Ting, som Elektriciteten ikke gjorde nemmere og bedre.

FJERDE KAPITEL

Tobén lever endnu.

Han dør ikke, så længe Jorden står.

Snart bor han i det ene Land og snart i det andet. Ingen ved rigtig, hvor han er, og der er ikke mange, som tænker på ham til daglig Brug. Kun få er de, der har set ham, men de glemmer ham heller aldrig, så gammel han er og ærværdig, så kloge og strålende hans Øjne.

Han er den samme, som han altid har været.

I Begyndelsen skaffede han sig Føde og Klæder, Ly for Vejret og Forsvar mod sine Fjender. Han byggede sig Hytte og Hus, dræbte nogle af de vilde Dyr og tæmmede andre. Han lærte sine Børn at så og høste. Ulykken ramte ham, og han overvandt den. Hans Efterkommere formerede sig og opfyldte Jorden.

Siden tvang han Vinden og Dampen og den elektriske Ånd. Han bandt dem og gav Menneskene dem til Tjenere. Og Menneskene dresserede dem, som de havde gjort ved Hesten og Oksen og Hunden.

Dampmaskinen giver Brød til mange Gange flere Mennesker end alle Markens Kreaturer. Den elektriske Ånd gør tusind Gange flere Kunster i Menneskenes Tjeneste end Hesten og Hunden.

Om Aftenen, når Tobén sidder udenfor sit Hus, taler Stemmerne til ham som før:

»Tobén ... Dyrenes Betvinger ... Oksens Herre og Hestens og Hundens ... den stærkeste af alle Skabninger.«

»Tobén ... som tvang den vilde Vind og tog den i sin Tjeneste ... Møllen må den dreje ... Skibet bærer den over Havet!«

»Tobén ... Dampens Herre ... han tvang den ind i sin Maskine og bød den gøre den Gerning, Menneskene satte den til.«

»Tobén ... den viseste, den stærkeste ... han udspejdede Lynet og bandt det ... han tvang det til at drage de største Byrder og lyse stille og mildt i Menneskenes små Stuer og fare med deres Bud fra den ene Ende af Jorden til den anden.«

Tobén lyttede glad til Stemmerne, men kun et Øjeblik. Han så igen på et Stykke Metal, han havde i sin Hånd, og som han længe og omhyggeligt havde udspejdet.

»Se,« sagde han til en ung Mand, som på den Tid var hans Lærling. »Vidste jeg, hvad det var for sælsomme Stråler, som kommer fra dette Stof. Radium skal det hedde ... det betyder det strålende. Udspejde det vil jeg, så længe til jeg kender dets Væsen. Hvem ved, hvad det gemmer for lønlige Kræfter, og hvad Gavn de kan gøre Menneskene?«

Tobén udspejdede den nye Kraft.

Verden rundt om ham gik sin Gang. Hvert År bragte nye Hændelser, nye Opfindelser, ny Rigdom og ny Lykke. Tobén ænsede det ikke. Han sad med sit Radium og ville ikke slippe det, før han kendte det til Bunds.

Der var kloge Mennesker, som vidste, at det ville lykkes ham en Gang, og som biede i Længsel og Glæde på, at han skulle gøre Menneskene til Herre over en ny Kraft, vældigere måske end nogen af dem, han hidtil havde betvunget.

Der var Tåber, som sagde, at det kunne nu være, hvad det ville med Dampen og Elektriciteten og alt det andet. Det kunne de endda forstå. Men dette her nye var ganske meningsløst og urimeligt. Man skulle heller ikke friste Gud. Der var Hemmeligheder i Naturen, som Menneskene aldrig skulle udgranske. Der var en Grænse for, hvad der var Menneskene tilladt, og den, der overskred denne Grænse, var en Dåre eller en formastelig Person, der burde indespærres eller straffes.

Tobén hørte lige så lidt på dem nu, som han havde hørt på dem i gamle Dage.

Deres Tåbelighed var den samme nu som den Gang. Det, de så for deres Øjne og følte med deres Hænder, det troede de på. Det nye, som var i sin Begyndelse, hånede og fordømte de.

Men stundom kom der et Menneske til Tobén med sin lille Søn, for at Drengen skulle se den viseste Mand i Verden. Om da han havde Held til at linde Ord, som kunne kalde Tobéns Opmærksomhed fra hans Arbejde, da så Tobén op og fæstede sit stærke Blik på Drengen, lagde sin Hånd på hans Hoved og sagde:

»Bliv ingen Tåbe, Søn. Tåbe er den, der drømmer om det, han ikke ved.«